Frisk, læskende og særdeles velegnet til en varm sommerdag
Morsø Hvede er vores hyldest til den tyske hvedeøl-tradition, brygget på hvede- og bygmalt og gærstammen Banana Split, som giver den sin karakteristiske, let uklare fremtoning og et ultralet strejf af banan.
Humlen i denne øl er den klassiske Hallertau-humle som Brian Brygmester har brugt to forskellige variationer af, nemlig Hallertau Mittelfrüh og Tradition, som er med til at give denne hvedeøl sit utroligt fine, milde og let blomstrede præg. Hvedekarakteren er subtil og afdæmpet, så det her er altså et godt sted at starte, hvis man skal lære at drikke weissbier.
Men det, der for alvor gør Morsø Hvede til den perfekte sommer-øl og noget særligt, er dens friske syre, elegante frugtighed og enorme læskefaktor – den forsvinder nærmest af sig selv i glasset på en varm dag på havnen. Med masser af inspiration fra den klassiske tyske weissbier er den brygget til lange eftermiddage i solen, gerne serveret i et højt hvedeglas. Prost!